En del af holdet

Flemming Thorup Nielsen er 33 år gammel og bor i Nørresundby med sin kæreste. I samarbejde med Flemming fandt vi frem til, hvad der er han drømmer om og lod hans drømme komme på arbejde.

Flemming ville rigtig gerne have noget at stå op til om morgenen, en hverdag, hvor han kunne bidrage med noget og være en del af et fællesskab. Hos Aalborg AKTIV arbejder vi netop sammen med borgere om at finde frem til det, der giver indhold og mening i den enkeltes hverdag. Det skaber gode resultater, fordi koblingen mellem borgernes drømme og potentialer og Aalborg AKTIVs kendskab til foreninger og virksomheder gør os i stand til at finde frem til de helt rigtige match.

Når man arbejder ud fra sin drøm er man ofte ekstra motiveret, og derfor lykkes det også for Flemming at opfylde sine ønsker. I godt samarbejde fandt vi et job med løntilskud hos Tømrermester Ole Bæk Pedersen i Nørresundby, og det lykkes ham faktisk også at blive en vigtig del af et fodboldholdet hos I.H. Aalborg.

En arbejdsuge med mening
Hos Tømrermester Ole Bæk Pedersen i Nørresundby arbejder Flemming som værkstedsmedhjælper med mange forskellige opgaver hver uge. Han klarer blandt andet lageropgaver og vedligehold på arbejdspladsen, men er også med ude ved kunder og på byggepladser. Kort sagt, så hjælper Flemming, hvor der er brug for ham.

”Jeg laver mange forskellige ting, jeg står for eksempel for lageret herinde”, siger Flemming og viser det store lager frem. ”Jeg kan også godt li´ at være med ude ved kunderne og få lov at rive noget ned, eller bare hjælpe de andre. Jeg kan godt li´ at tage fat”.

Kasper Bisgaard, som er tømrer i firmaet, fortæller, at det er rigtig godt at have Flemming som kollega. ”Han er altid positiv og glad, han spreder en god stemning og er aldrig negativ. Det kunne vi andre lære noget af”, siger Kasper, som også fortæller, at Flemming altid er en del af holdet, når de laver noget uden for arbejde som fx at køre go-cart.

Det er Henrik Christiansen, der er direktør hos Tømrermester Ole Bæk Pedersen, som har ansat Flemming. Og han er rigtig glad for at have Flemming i firmaet: ”Hvis bare de alle var som Flemming”, siger Henrik og griner. ”Flemming er super at have i huset, han gør et godt stykke arbejde og er utrolig vellidt. Her hos os er der plads til forskellighed. Vi vil gerne give folk en chance og har mange forskellige ansatte. Det er vigtigt, at der plads til os alle, for alle kan noget forskelligt”.

IMG_0076IMG_0060

Drømmen om at blive mere aktiv i fritiden
Flemming har i samarbejde med os fundet frem til at Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg havde en ledig plads på fodboldholdet, som lige var noget for ham. I.H. Aalborg er en forening, hvor idræt er tilpasset alle, uanset handicap og her er Flemming nu blevet en fast del af holdet. De træner sammen hver tirsdag og nogle gange bliver det også til en kold øl i byen langt væk fra fodboldbaner og sportstøj. Flemming er blevet rigtig glad for fodboldspillet og sine nye kammerater. ”Jeg skal ud og lave noget. Det gi´r mig noget at spille fodbold, det gi´r mig faktisk rigtig meget – og så er det også godt for kroppen. Men det hænder også, at vi går i byen sammen eller bare går ud og får en øl”, fortæller han og smiler.

Det skal ikke kun give mening for Flemming
Indhold og mening kan være mange ting, og vidt forskellig fra person til person. Flemmings historie et godt eksempel på at drømme kan lykkes. Det kan godt lade sig gøre at få en meningsfuld hverdag, med det indhold, der passer præcis til dig. Flemmings ønske om at få indhold i hverdagen viste sig at være et job og et fællesskab i en fodboldklub.

Måske drømmer du også om noget – og måske har du brug for vores hjælp til at finde det, der giver mening i din hverdag.

Kontakt Aalborg AKTIV – Vi kan også hjælpe dig med at arbejde med din drøm.

Læs mere om os på vores hjemmeside eller på Facebook.

Om Aalborg AKTIV

Aalborg AKTIV er Handicapafdelingens beskæftigelsesenhed. Vi tror på, at beskæftigelse og fællesskab, der giver mening kan give en oplevelse af at være betydningsfuld – både for sig selv og andre. Hos Aalborg AKTIV er drømme og potentialer i fokus. Sammen tilrettelægger vi et forløb der bygger bro mellem drømme og muligheder.