Jeg har sgu’ fortjent at nyde livet!

En handlekraftig organisation er i stand til at tage beslutninger og skride til handling, når det kræves. Således er Aalborg Kommunes Videncenter for Afhjælpning af Misbrug Blandt Særlige Målgrupper (VAMiS) blevet til i et ønske om at skabe et tilbud til de borgere, der ellers falder mellem to stole, fordi de har en eller flere diagnoser og derfor ofte ikke får udbytte af traditionel misbrugsbehandling. En af dem der har været glade for VAMiS er Stig

Mistede alt da hjerneskaden ramte
Indtil for 10 år siden var alt godt. Stig var gift og havde et godt job som maskinsnedker, men en dag begyndte han at få det dårligt med tiltagende symptomer på stress, angst og depression. Han blev langtidssygemeldt, og i den periode blev han desuden skilt fra sin kone, som han havde været gift med i 14 år. I forbindelse med en sygehusindlæggelse fandt man frem til, at han havde erhvervet en hjerneskade som følge af flere blodpropper i hjernen.

Stig var fortvivlet og forvirret, og følte ikke, at han kunne finde ud af noget som helst. Han begyndte at drikke. ”Jeg havde det forfærdeligt, jeg var så ked af det. Så det var vel selvmedicinering… man kan vel sige, at jeg fandt roen i alkoholen”, forklarer Stig, som faktisk drak så meget, at han blev psykotisk og selvskadende og flere gange måtte indlægges på hospitalet og psykiatrisk sygehus.

Løftede pegefingre løfter ingen
Det var sådan Stigs tilværelse så ud, da medarbejderne fra VAMiS mødte ham første gang i foråret 2015. I VAMiS har Stig både fået individuelle samtaler, gruppeforløb, musikterapi samt psykomotorisk terapi. Stig fortæller, at han nu har lært at forstå sin hjerneskade og agere hensigtsmæssigt i forhold til sin nye situation. Frem for alt har han lært sin nye identitet at kende. ”jeg har lært at sige fra, og stoppe op og mærke mig selv. Jeg har lært at forstå min hjerneskade, og hvilken betydning den har. Vi har også talt meget om identitet, og min nye identitet, altså med en hjerneskade”, fortæller Stig, som nu griber hverdagen an på en helt anden måde.

VAMiS har givet ham motivation og redskaber til at stoppe misbruget. Han fortæller, at han har følt sig godt støttet i VAMiS, og at han aldrig har mødt en løftet pegefinger der, kun forståelse for de tanker han har. ”I giver det dér ekstra. Man kan mærke, at I brænder for det, og at I kan lide os, for dem vi er. Det giver mig lyst til at gøre noget. Det virker ikke ligegyldigt mere”, siger Stig og tilføjer, at han netop har rundet 8 måneder uden alkohol. Alkoholen giver ikke længere mening for ham, og han føler ikke længere trang til den. I dag er aktiv som frivillig i Blå Kors’ genbrugsbutikker, han har genfundet kærligheden til musik og har mødt ligesindede i ARK, som er tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade. ”Jeg nyder livet, og det har jeg sgu fortjent – jeg har fundet en ny vej”, slutter Stig.

Læs mere om VAMiS

Læs mere om ARK Aalborg