Johnny driver selvmordstanker på flugt

Blot for 4 måneder siden havde Johnny dagligt selvmordstanker, og det var svært for ham at finde motivation til almindelige daglige aktiviteter. Nu har hans liv ændret sig helt. Han har fået arbejde, står tidligt op om morgenen, og er begyndt at lave mad derhjemme.

Johnny Jensen på 43 er sindslidende og bor i Botilbuddet Rebildparken i Aalborg Øst. For ham kan det godt være svært at holde humøret oppe i hverdagen og mange halve og hele dage er blevet tilbragt i sengen. Johnny manglede indhold i hverdagen og ville gerne være noget for nogen. Derfor fik han støtte til at prøve kræfter med et arbejde i Føtex, og det gav ham mod til at gå efter drømmejobbet og mod til at ændre sin hverdag.

Drømmejob i sigte
Sidste sommer fik han øje på en mulighed for at realisere sin drøm om et job inden for it. ”Jeg fandt ud af, at de har noget, der hedder Digital i Ældre- og Handicapforvaltningen. De hjælper ældre med at finde ud af teknikken, så jeg ville gerne arbejde der, for jeg kan godt lide at hjælpe ældre med at bruge computere og tablets”, fortæller Johnny, som sammen med sin bostøtte tog kontakt til Senior Digital.

Hos Senior Digital blev de nysgerrige, da de hørte Johnnys forespørgsel. ”Vi havde ikke tidligere prøvet at ansætte en medarbejder med en pension. Men vi synes, det lød som en rigtig spændende mulighed både for os og for Johnny. Derfor undersøgte vi mulighederne for at prøve Johnny af i praktik med henblik på senere at kunne ansætte ham på særlige vilkår”, fortæller Pia Therkildsen, som er teamleder hos Senior Digital.

Stolt it-medarbejder
Allerede 1. oktober startede Johnny på sit nye job som it-medarbejder i Senior Digitals it-café på Fremtidens Plejehjem. Han er der 8 timer om ugen og hjælper de ældre med eksempelvis mailsystemer, Facebook, digital post, tablets og elektroniske ansøgninger til det offentlige.

Kontrast til det ensomme liv
”Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og jeg har fået et flot navneskilt med billede”, fortæller Johnny og uddyber, hvorfor det har gjort så stor en forskel for ham: ”Jeg har forandret mig meget. Før gik jeg med selvmordstanker hver dag. Det gør jeg ikke mere. Nu sker det kun sjældent. Jeg står tidligt op hver morgen, og jeg er også begyndt at lave mad til mig og min kammerat – så tager han opvasken”, griner Johnny og fortæller, at tiden er begyndt at gå så hurtigt, at han næsten ikke kan følge med.

Det er tydeligt, at Johnnys nye liv er i meget stor kontrast til de lange dage, før han begyndte at gå på arbejde: ”Jeg keder mig, når jeg er hjemme, så jeg vil hellere være her”, siger Johnny og slår hånden ud mod sin kollega Martin og rotunden med it-udstyr i forhallen på Fremtidens Plejehjem. Faktisk keder Johnny sig så meget hjemme, at han er begyndt at dukke op uden for arbejdstid for at gøre nytte og hjælpe til. Så vigtigt er det for ham at være noget for nogen og at være en betydelig del af en arbejdsplads og et socialt fællesskab.

Håber om at kunne blive
Det lykkes for Johnny at få opfyldt sin drøm og samtidig få en højere livskvalitet. Og der er ikke meget, der tyder på, at Johnny har travlt med at komme videre til andre drømmejobs: ”Jeg vil bare gerne arbejde her på Fremtidens Plejehjem så længe, jeg kan få lov til det, men jeg har faktisk fået lyst til at få min egen lejlighed og bo for mig selv”,
slutter Johnny med et forsigtigt smil.

Johnnys håb om at kunne blive længere i jobbet som It-medarbejder på Fremtidens Plejehjem er allerede blevet hørt flere gange. Siden 1. oktober er det blevet til en forlængelse efter de første 3 måneder og nu faktisk også en forlængelse helt frem til sommerferien.

Læs mere om Senior Digital

Læs mere om Botilbuddet Rebildparken

DSC_0654_sort hvid