Velfærdsinnovation nedbragte antallet af fysiske skader

Lad mig trække dig med ind i en lille solskinshistorie, som handler om, hvordan det kan lade sig gøre at øge kvaliteten i et menneskes liv og samtidig have det godt på arbejde – uden fysiske skader.

I Gennem Bakkerne 23, som er et tilbud i Fagcenter for Autisme og ADHD bor Bent, som har Autisme Spektrum Forstyrrelse, og derfor har et stort behov for tryghed. Bent elsker at gå lange ture og sanse naturen og årstidernes skifte. Desværre har Bent et meget dårligt syn, og er afhængig af at have fat i en medarbejder, når han er ude at gå tur.

Bents usikkerhed og nedsatte funktionsniveau betyder, at han let kan komme til at trække eller hænge i medarbejderens arm. Det har i mange år været en meget stor fysisk belastning for vores skuldre, hænder og arme på de lange ture, der sagtens kan tage op mod et par timer.

Hvordan klarer man så den? Det er jo afgørende for Bent at komme ud og nyde skoven og den friske luft – og væsentligt at vi også som medarbejdere har overskud til at være nærværende og undgår skader i arbejdet.

Ved fælles hjælp fandt vi i teamet frem til en ny løsning på udfordringen. Vi blev enige om at forsøge med et gå-bælte. Ikke til Bent, men til os medarbejdere! Det betyder, at vi nu har et bælte om livet, hvorpå der sidder et greb, som Bent kan holde fast i. Det giver Bent mulighed for at gå selv, mere frit. Samtidig er han tryg, fordi han kan mærke os og holde fast i os – Helt uden at vi mærker belastningen.

Bent har været lynhurtig til at finde ud af det nye system, og det VIRKER rigtigt godt for os alle.

Indlæg indsendt af Birgitte Overgaard

 

Læs mere om Gennem Bakkerne 23